top of page
Søg

VOLBEAT For Helvede


Photo :Savas Karakaplan

Volbeat Forum d.27/10 2016

Stakkels Crobot!!

Det sutter godt nok mås at være opvarmning for Volbeat! Dem, der stod foran scenen, stod der ved gud ikke for at høre amerikansk hardrock! De stod der for at have de bedste pladser når Volbeat gik på… Brandon Yeagley forsøgte forgæves at hive noget respons ud af stenansigterne nede på gulvet. Men alle tricks i posen var spild af tid. Synd!

Det gik en anelse bedre for Airbourne. Men de er altså også nogle insisterende herrer! Vi taler AC/DC på amfetamin med et romerlys i røven og 1-2-3-småkage lige der!

Der er noget at glæde sig til på Copenhell, folkens!!

Men!! For det her publikum var rygepausen altså den mest populære feature inden selveste hovednavnet på denne aften… altså lige bortset fra fadøl..! Måske skal Volbeat bare sparre opvarmningen…? Dette publikum er mestendels bedøvende ligeglade, der skal bare være Volbeat – og fadøl!

Michael Poulsen havde på forhånd lovet at der ikke blot ville være tale om en copy/paste-koncert i Forum. Men ikke nok med det, så skulle der også kræses lidt ekstra for den mere garvede del af de fremmødte fans. Der var da også hældt rigeligt med tændvæske på bålet når vi taler scenegejl… for der var sgu da bingo på hele pladen og smør til sidemanden når vi taler lys og lyd!! Jeg er faktisk stadig døv på det ene øre her til morgen..

Forventnings-presset har sikkert også været til at fornemme for vores drenge i Volbeat. Blandt publikum var det nemt at spotte de mest dedikerede ildsjæle i deres For Helvede Support shirts… Tanja, som har været med siden 2008, ønskede sig at der ville være en masse af de gamle numre, at Kaspar ville folde sig lidt mere ud og kræve sin plads på scenen og at der ville være en masse gæster, ligesom der plejer. André og Claus som faktisk ER selveste d´herre For Helvede Support, var også helt oppe på øverste hylde i forhold til ønsker for koncerten.

Som Claus sagde; ”når bundniveauet er så uhyggeligt højt, forventer man jo en hel del!”. Men desværre måtte også de lede længe efter Danny & Lucy, Mr. & Mrs. Ness og Soulweeper – det kommer sgu nok aldrig til at ske, selvom det ville være dejligt!

For uanset hvor lækkert det var at få BOA serveret som hovedret, manglede Arbu stadig på scenen til I Only Want To Be With You! Ja ja, så var Barney (Napalm Death) Greenway sgu da et lækkert indslag – og den altid storsmilende Jacob Øelund både på og PÅ bas er dejlig og underholdende. Selvfølgelig var Johan Olsen cremen i kagen… Det kandiserede For Evigt-hit fik sparket liv i hele tabernaklet og der blev sunget med af karsken bælg i en grad som man næsten ikke troede, var muligt at overgå – før der kom krymmel på toppen – igen Johan – på Gardens Tale, hvor seancen med lighter/mobillys gentog sig – selvfølgelig!

Spørgsmålet er nu, om Volbeat så levede op til egne og andres forventninger?

Volbeat er et gedigent band med ufattelig dedikerede fans! Der er uendeligt mange kaniner at hive op ad hatten – valgmulighederne er uendelige og (skulle man tro) åbenlyse! Lige netop derfor synes jeg det er ærgerligt at Volbeat nærmest insisterer på at slæbe de samme trætte numre henover scenen igen! Jeg kan simpelt hen ikke tro at Michael Poulsen ikke er klar over, hvad der virkelig ville give maxpoint på kontoen! Lyt nu For Helvede til jeres fans og skru op for charmen! Ræk op på den øverste hylde og støv Soulweeper af! Hvis familien Ness er på ferie eller pension, så hent dem sporenstregs tilbage! Jeg kan ikke lade være med at synes, det er en anelse arrogant at lade være. Det er jo ikke fordi, der ikke er crowdpleasere nok på repetoiret i forvejen. Så mon ikke hr. og fru Kakkelbord godt kan tåle en bid af det originale? Jeg er fuldstændigt pjattet med at Volbeat hele tiden udvikler sig og serverer andre boller i suppen… bliv gerne ved med det! Men husk lige at bare fordi man lærer at spise anderledes, er der stadig livretter – og de må meget gerne være at finde på menuen en gang i mellem!

Jeg vil gerne give Kaspar kredit for at fylde de store, efterladte sko ud. Anders er svær at erstatte! Kaspar gør en ivrig indsats og det er bemærket – så hatten af for ham!

Rob er efterhånden så velintegreret i bandet at man ikke rigtigt tænker over at han engang var den nye dreng i klassen.

Jon er der ikke så meget at skrive om – super tight og sikker som altid.

Michael var sygdomsramt, men alligevel fremmødt – af hjertet tak for det, selvom man godt kunne fornemme at han ikke fremstod lige så hoplanål-agtig som han plejer.

Som anmelder bliver jeg bare nødt til at være en lille smule vrippen.

Når man tager potentialet i betragtning, kan jeg kun vriste 4 ud af 6 stjerner frem til koncerten som helhed. Jeg efterlyser mere mod i sætlisten. Lidt mere af den der ”in-your-face-attitude” som jeg ved, Volbeat kan præstere. Kom nu, for helvede! Jeg ved jo, i kan!

bottom of page