Af Kjartan F. Stolberg
Photo: Joachim Vilholm Vilstrup
Da jeg sidste år for første gang deltog i Copenhell, kom jeg på grund af de vilde hovednavne som Black Sabbath, Megadeth og Alice Cooper - og mens deres koncerter da også var både tilfredsstillende og mindeværdige, var nogle af de bedste oplevelser at finde på den lille scene, Pandæmonium. Her havde jeg fortræffelige oplevelser med små, relativt ukendte bands, såsom Black Peaks, Kadavar og Monuments. Den nye opdagelse, jeg dog husker bedst, må utvivlsomt være det amerikanske thrash-band Havok. Da jeg så, at de skulle give koncert i Pumpehuset dette forår, glædede jeg mig naturligvis, især ovenpå at de denne marts udgav en god kandidat til deres bedste plade med Conformicide, en plade, jeg kan anbefale til alle fans af god gammeldags thrash metal.
Opvarmning: Exmortus og Gorod
Men ikke nok med at Havok skulle vende tilbage til København og vise endnu flere, at de var et af genrens bedste livebands, de havde sørget for at tage hele 3 bands med sig. Det første, amerikanske Exmortus, er et meget teknisk thrash/death-band, hvor fokus især ligger hos de to meget dygtige guitarister, der lader til at være klassisk trænede - den ene, Jadran Gonzales, trådte endda på scenen iført en t-shirt, hvor der stod “Wolfgang Amadeus Mozart” i en skrifttype, der kun ville være det ondeste dødsmetal-band værdig, og koncerten involverede da også en lille hyldest til Beethoven. Der gik tit lige lovlig meget guitarblær i showet, og havde koncerten været meget længere, kunne det godt være gået hen og blevet en smule udmattende. De sørgede dog for at komme godt ud over scenekanten, og det er da værd at fremhæve højdepunktet, hvor de to guitarister hver især tog deres guitar om på ryggen og lod deres medguitarist spille på den. Guitaristerne i det franske dødsmetal-band Gorod var lidt mere indadvendte. Den ene, Mathieu Pascal stod mest og kiggede på sine fingre, og den anden, Nicolas Alberny, havde da tid til at lave et par vilde ansigtsudtryk, der mest af alt fik ham til at ligne en stoner, hvilket jeg ikke er kvalificeret til at dømme hvorvidt han rent faktisk er. Pointen er, at han var underholdende på sin egen, lidt spøjse måde. Men man forstår da godt, at de holdt så godt øje med deres fingre, for Gorods musik er dybt teknisk, muligvis endnu mere end Exmortus’. Det lyder imponerende, og heldigvis er der godt med energi på både deres meget imponerende forgrowler Julien Deyres og deres bindegale bassist Benoit Claus. Det var en meget konfronterende, nonstop agressiv lyd, man blev mødt af fra Gorod, ja man fik nærmest ikke tid til at trække vejret, så mange blastbeats fik man i ansigtet. Uanset hvad var det ganske tydeligt at vi hverken med Gorod eller med Exmortus havde at gøre med de instanser, hvor aftenens opvarmningsbands havde fået at vide, at de skulle holde sig tilbage. De gav den virkelig hele armen - det eneste, der antydede, at vi blot havde at gøre med opvarmning, var længden af koncerten. Warbringer Amerikanske Warbringer var placeret et lidt spøjst sted i forhold til markedsføring af koncerten. Der var på den ene side ingen tvivl om, at Havok var markeret som hovednavn, men omvendt stod det også explicit skrevet, at det kun var Gorod og Exmortus, der var support-bands. Uanset hvad er Warbringer og Havok meget oplagte bands til en fælles aften. Dels springer de begge ud fra en thrash-tradition, hvor riffs og dynamik vægtes højt, og hvor teksterne ofte rammer en agressiv, rebelsk politisk nerve. Det føles dog sjældent prædikende, for teksterne er oftest godt overdrevne, og det assisteres af så meget umiddelbar agression, at man sagtens kan ignorere det, hvis man ikke finder den politiske dagsorden tiltalende. Deres forsanger, John Kevill, stak især frem. Han forstod om noget at styre publikum, og koncerten havde nok på intet tidspunkt et lavpunkt. Dog var setlisten konstrueret sådan, at novicer til deres musik, såsom mig selv, nok ikke havde nær så let ved at bemærke højdepunkter. Det var den ene energiske thrash-sang efter den anden, men intet nummer sprang ud som definerende eller anderledes. Til trods for, at lyden var markant bedre end da Exmortus trådte på scenen, var teksterne stadig ikke så lette at få med, og i min bog de er noget af det mest tiltalende ved Warbringers plader. Stadig, de var utvivlsomt en fornøjelse, mens det varede, og der blev virkelig skabt en vidunderlig, vild stemning blandt publikum. Havok Ovenpå en hel mini-festival af en koncertbegivenhed, stod Havok klar til at slutte det hele af. De træder på scenen med deres helt og aldeles smukke instrumenter - hvor Nick Schendzielos’ femstrengede bas især stikker ud med sine lysende indlæg. Ydermere er han en latterligt dygtig bassist, der i min optik giver bandet en ny, næsten funky kant på deres nye plade, hvilket får dem til at stikke ud i det store thrash-landskab. Foruden at teksterne var tydeligere hos Havok, var de også gode til at få fortalt om både deres politiske og deres musikalske filosofi mellem numrene, og det blev hele tiden gjort på en måde, der i højere grad formåede at understøtte musikken end at distrahere fra den. Det var nok indledningerne, der for alvor fik numre som “Ingsoc”, “Hang ‘Em High”, og “Give Me Liberty… Or Give Me Death” til at stikke ud som højdepunkter - foruden at de på hver sin måde er et riff-mesterværk, der sagtens kan konkurrere med deres inspirationskilder i Megadeth og Sepultura. På scenen var Havok for alvor det band, der i højeste grad indtog på scenen som en helhed. Jovist, måske er jeg navnligt glad for bassisten, men det er på ingen måde fordi noget andet medlem stod tilbage. Trommeslager Pete Webber hamrede løs bag trommesættet (med to stortrommer!), og han var tight som bare pokker, mens han samtidig havde en markant mimik, der tydeligt viste, hvor meget han levede sig ind i musikken. Leadguitarist Reece Scruggs følte tydeligvis hver eneste streng i løbet af hver eneste solo, han skulle spille, og selv når han ikke skulle assistere med backingvokaler, kunne man se ham mime med på nummeret. Og naturligvis var forsanger/rytmeguitarist David Sanchez ikke til at komme udenom, dels grundet hans kommentarer mellem numrene, dels grundet hans tydelige engagement i de politisk betonede tekster, han fyrer af. På scenen sørgede de også for at bytte plads på passende tidspunkter, så man kunne få lidt af charmen fra hvert medlem, selv hvis man ikke havde den bedste udsigt. Det var en koncert, hvor man kunne mærke, at alle fire bandmedlemmer nød at være der. De refererede endda tilbage til deres ligeledes glimrende Copenhell-koncert inden nummeret “Waste of Life”, og sådan noget gør, at man føler sig værdsat som publikum. Når der er så mange gode øjeblikke i løbet af en koncert, så gør det egentlig ikke det store, at de under encoren spillede et lidt tamt cover af AC/DC-sangen “T.N.T.” eller at der måske gik lidt amerikansk friheds-fetischering i den til sidst. For Havoks koncerter er så gennemførte, at de sagtens kan klare små ujævnheder. Mens de tre øvrige bands absolut også er anbefalelsesværdige, er Havok i mine øjne et absolut must at se live for enhver, der har blot det mindste tilovers for thrash metal.