Royal Arena
Live Nation
photo: Royal Arena & AFP
Det var med ærefrygt, jeg satte mig på mit sæde i Royal Arena for at se Nick Cave and the Bad Seeds. Det har dels noget at gøre med min store respekt for Nick Cave, som jeg aldrig før har set live, dels grundet hans sidste plade, “Skeleton Tree” fra 2016. Det er første gang, han besøger Danmark siden udgivelsen af denne plade, og det er dermed første gang, han spiller sangene fra pladen live her til lands. Denne plade er den første siden Nick Caves søn Arthur på tragisk vis døde i en ulykke, og dette dødsfald fik en markant indvirken på pladens lyd og tekstunivers. Vi ser her Cave tage lidt afstand til den post-punk, der gjorde ham populær, og i stedet fokuserer han på minimalistisk, ambient-inspireret instrumentation. Det er en hård plade at lytte til, og jeg var bange for, at det også ville være en svær plade at opføre live.
Om ikke andet kastede Nick Cave sig ud i den lige fra starten. Efter en ambient intro, der essentielt fungerede som den eneste opvarmning til koncerten, kommer Nick Cave og bandet på scenen, hvor han starter med tre sange fra den nye plade, “Anthrocene”, “Jesus Alone” og “Magneto”. Det er en intet mindre end hjemsøgende måde at starte koncerten på. “Jesus Alone” var især svær at sidde igennem. Ikke alene er det i forvejen en af de grummeste sange på pladen, en af dem der kraftigst leder tankerne hen mod Arthurs dødsfald, men lyden var til koncerten gjort ekstra makaber. Warren Ellis’ synthesizer var bl.a. gjort mere højlydt og skinger end på pladen, og den sørgede på den måde at få døden på nummeret til at virke mere nærværende og påtrængende.
Under disse første numre havde Cave placeret sig selv med bandet omgivet af to sorte tæpper, et til højre, et til venstre. Scenen var endvidere inddelt i niveauer, hvilket gjorde, at Cave gnidningsfrit kunne gå helt ned til publikum og tilbage op på den ophøjede scene. Under “Magneto”, der her er blevet mere rocket og arrig end på pladen, falder tæpperne i siden, og bandet bliver dermed mere åbent for publikum. Tæpperne i starten fungerede dog fint til at give en klar fornemmelse af, at der var tale om nogle meget personlige sange for Cave. Lyden i løbet af hele koncerten var rigtig god. Især Caves vokal havde fortræffelig mixing. For mange af sangene har jeg aldrig lagt nær så godt mærke til deres skarpe tekster end til denne koncert.
I Caves tekstunivers er kristendommen helt central. Selv er jeg ikke troende, men jeg finder dette aspekt af sangskrivningen rigtig fascinerende, og der gik ikke længe, før det stod mig meget klart, at det også påvirkede hans optræden. Jeg indledte denne anmeldelse med at beskrive min ærefrygt, og netop dette gør jo i en vis forstand Cave til en gud i min verden. I hvert fald var han min gud i løbet af koncerten i den forstand, at jeg jo var taget herind for hans skyld, jeg hørte på hans tanker, og han var i stand til at gøre os alle hengivne overfor ham. Hvis han klappede, så gjorde vi det også. Han var oppe på en scene, distanceret fra os, og alligevel var han det omdrejningspunkt, vi alle var samlet om. Sådan kan man i grunden kigge på enhver koncert, men Cave fordrejede dette på sin egen måde. Han udtrykte en foragt for på denne måde at lege gud. Han udtrykte på scenen en afmagt overfor denne rolle, da den kræver et stort ansvar, som han som synder ikke kan påtage sig.
Han virker så overmenneskelig oppe på scenen, men mod koncertens slutning, skræller han denne facade af og viser sig som den menneskelige figur, han dybest set er. Under ekstranumrene går han ned iblandt publikum, står ved en af kamerastationerne, mens han synger “The Weeping Song”, en af hans mest eksplicit kristne sange, hvor han i teksten da også gør selve gudefiguren skrøbelig. Opstillingens visuelle udtryk ledte for mig tankerne hen mod Jesu bjergprædiken, og med Jesus-fortællingen bliver Gud jo også netop menneskeliggjort. Han menneskeliggør yderligere sig selv i de to sidste sange, “Stagger Lee” og “Push the Sky Away”, hvor han inviterer publikum med op på scenen, for at de til sidst i fællesskab “skubber himlen væk”, hvormed de skubber guddommeligheden væk fra ham. Når han går væk fra scenen er han atter mennesket Nicholas Edward Cave.
Læser jeg for meget ind i koncerten? Muligvis. Jeg vil ikke sige, at dette er den endegyldige måde at “læse” koncerten på, ej heller, at koncerten nødvendigvis kræver en læsning. Men det siger helt klart noget om koncerten, at jeg i det hele taget får sådan nogle tanker. Der var helt klart gjort mere ud af den, end at de blot skulle opføre nogle sange og få dem til at lyde godt. Man mærkede en sammenhæng på tværs af numrene, og her skal lysshowet i hvert fald også nævnes, især den mere farverige sektion mod midten. Især holdt jeg meget af “I Need You”, der bliver understøttet af lilla, lys hvilket for mig leder tankerne hen mod Princes “Purple Rain”. Begge sange er også langsomme, angrende ballader, der skrøbeligt leveres over yndig instrumentation. Cave bliver helt hudløs her, og det lilla lys hjalp virkelig for mig. “Red Right Hand” understøttes passende nok af rødt lys over det hele, hvilket ikke kun hænger godt sammen med titlen, men det gør også sangen mere blodig, og igen lød sangen også om muligt endnu mere makaber end på pladen. Bandet skal virkelig have cadeau for deres helt og aldeles morbide måde at forny sangene på. At man i det hele taget kan få “The Mercy Seat” til at være mere angstprovokerende end før er mig et mirakel.
På nummeret “Distant Sky” fra den nye “Skeleton Tree” har bandet den danske sopran Else Torp med på gæstevokal, så naturligvis udnyttede de muligheden for at få hende med. Dermed fik vi i Royal Arena noget andet end resten af turneen. Men selv uden denne tilføjelse var det en enormt gribende koncert. Jeg sad langt væk, højt oppe, og alligevel blev jeg enormt grebet. Det var en stilfuld, mørk koncert, som jeg gik måbende væk fra. Det var første gang, jeg så Nick Cave and the Bad Seeds live, men jeg kan love for, at det ikke bliver den sidste.