11. jun. 2018

METAL GODS Judas Priest

Royal Arena

10 juni 2018

foto: Bonus T

Som 14-årig forelskede jeg mig uhjælpeligt i Judas Priest og investerede mine surt sammensparede lommepenge i et rygmærke med ”Screaming for Vengeance”-coverdesignet, som jeg påsyede min diminutive denimjakke.

Den forelskelse skulle vise sig at blive livslang og nåede sit absolutte klimaks i går aftes i Royal Arena, hvor hr. Halford og co. leverede en overlegen opvisning af kaliber i virtuositet, spilleglæde og musikalsk ekvilibrisme.

Megadeth åbnede ballet, men var ikke noget at skrive hjem om, primært grundet usandsynlig dårlig lyd, så det vil jeg undlade at gøre.

Til gengæld tjente de som (for dem) ærgerligt sammenligningsgrundlag, da metalguderne bagefter entrede scenen til tonerne af åbningsnummeret på deres nyeste album af samme navn: ”Firepower”, med en vanligt fnisefremkaldende klædt Rob Halford, denne gang i sølvskinnende spacecowboy-gevandter, som blev udskiftet flere gange undervejs med forskellige oversize-jakker, der i kombination med hans gribbeagtige gangart fik ham til at ligne en hjemløs fra Hollywood.

Halford ER blevet ældre, men økonomiserede professionelt med stemmen, så der stadig var luft tilbage til hans karakteristiske, imponerende high-pitched skrig i hvert eneste nummer, han fremførte, og i ”Saint In Hell” var han oppe på fuld kapacitet hele nummeret igennem.

Resten af besætningen, gamle som nye, spillede også med upåklagelig nerve, saft og kraft, og i fællesskab lagde Priest hele salen for deres fødder i ekstatisk overgivelse til den historiske kraftpræstation, de nu igennem 48-49 år har perfektioneret til den totaloplevelse, vi ikke bare overværede, men nærmere deltog i i går.

Deres lyssætning og elektroniske backdrop var smuk og smagfuld og afspejlede flot de forskellige numre, som overvejende bød på et fremragende udvalg af alle kendingene fra de gamle albums, primært ”British Steel”, og faktisk kun tre numre fra ”Firepower”, men de ramte plet med hele selektionen og snød os f.eks. ikke for legendariske ”Breaking The Law”, inderligt smukke ”Night Comes Down” og den obligatoriske entré på motorcykel til ”Hell Bent For Leather”,

Da Parkinsons-ramte Glenn Tipton kom på scenen i de sidste tre ekstranumre, var det så stort og bevægende, at jeg nærmest måtte duppe mine øjne med et badelagen. Tipton så lidt svagelig ud, men der er tilsyneladende ingen, der har informeret hans guitar om hans tilstand, for det kunne man i hvert fald ikke høre på dén.

The Priest is back –with a vengeance – and still has the firepower.

Metalguderne forlod scenen til tonerne af “We Are The Champions” – og gu’ er de så!

(SYV UD AF SEKS STJERNER!!!)

Sætliste: