Interview med Keld Broksø, 57 år, journalist, forfatter til fem spændingsromaner og kommunikationsrådgiver - og er dertil i dag musikanmelder for musikmagasinet Gaffa.dk. Han har 40 års jubilæum fra første Roskilde Festival i 1978 – og har med nogle overspringsår ellers været med hele vejen siden. Se www.kb-kommunikation.dk
Af Oznur Baycan
Foto: Savas
Som en der har fulgt Roskilde-festivalen i flere år og som musikelsker og kritiker - vil du så fortælle os, hvordan dit Roskilde eventyr begyndte? - Jeg var en ung, lidt usikker skoleknægt på 17 år fra 2. G i gymnasiet. Sammen med min skolekammerat Preben (som kom direkte fra ferietur) ankom vi midt om natten i regnvejr og begyndte at slå telt op, ret famlende over for, hvad vi skulle i gang med. Vi havde ikke mange penge og levede på studenterbudget stort set af ristede pølser og guldbajere i fire dage. Mad- og badeforhold var langt under standard i forhold til i dag, hvor det nu om dage er muligt (hvis man har lyst) at lave Roskilde Festival om til et helseophold med vegetarisk, økologisk mad og yogaundervisning om morgenen. Jeg mindes også et brusebad efter festivalen i 1978, hvor badegulvet blev helt sort. Men vi havde den fornemmelse med bagefter, at musikken var enormt vidtfavnende - og at der var meget, som vi kunne lære at lytte til. Herunder reggae med en vanvittigt smuk koncert af Bob Marley. Samtidig havde festivalen allerede dengang en indbygget af fornemmelse af frihed, som vel egentlig har fulgt mig siden – selv om Roskilde Festival dengang var noget andet – og under halvt så stor med kun 60.000 deltagere. Hvad fik dig til at komme igen og igen efter din første erfaring? Ikke fordi jeg ville opnå bedre sundhed! Specielt som mange, meget unge i dag fik vi også dengang mere alkohol end sundt var under fire dages fest. Og alt for lidt søvn, samt nogle gange kulde og regn, så et par dages sygdom kunne følge en Roskilde Festival. Men kombinationen af fest og fornemmelsen af, at horisonten blev udvidet kulturelt, har virket som en magnet lige siden første gang. Og det virker stadig sådan på unge som ældre. Der er altid både musik og kunst på festivalen, der har sat sig spor – og som jeg aldrig ville have opdaget andre steder end på netop Roskilde Festival. Det er med til, at jeg og andre kommer igen år efter år. Vil du mene, at der er et begreb som Roskildeånden? Afgjort ja. Den kaldes nu ”Orange Feeling” efter den største, orange scene. Hvad det præcis er handler nok om en individuel vurdering. Men skal man sige det lidt højtravende, så handler det om et fællesskab, som sætter sig ud over dagligdagens konformitet med nogle værdier, som handler om rummelighed, tolerance, frihed og ikke mindst nysgerrighed efter noget, som man ikke har set eller hørt før. Mens andre festivaler ofte kan gå mest efter det sikre og kendte, så har Roskilde Festival altid noget uventet, som er en del af ”Orange Feeling” for mig. I år var der eksempelvis den mest syrede koncert, ”Operap”, som kombinerede et klassisk strygeorkester, operasangerinder i lange, elegante kjoler og stiveste puds – og så en DJ og en håndfuld af Danmarks bedste rappere, der så ud som var de lige steget ud af øve garagen. Det var vanvittigt sjovt for både publikum og samtlige musikere, hvor der samtidig dygtigt og med respekt for hinanden blev brudt barrierer. Det var meget orange...! Bag festivalen er der en meget effektiv organisation som samler tusinder af mennesker der deltager i festivalen og som holder dem sammen. Statistikkerne viser at antallet af deltagere stiger for hvert år i takt med at det bliver mere og mere internationalt. Som en stamgæst på festivalen, hvordan ser du på denne udvikling? Under de nuværende rammer er man nok ved nå et maksimum, men er der på et tidspunkt mulighed at udvide arealet – så kan alting jo blive større. Større er ikke nødvendigvis bedre, men væksten i volumen har haft flere fordele. Roskilde Festival har med denne volumen de seneste år kunnet tiltrække verdens absolut største stjerner: Rolling Stones, Paul McCartney, Bruce Springsteen og i år Bruno Mars, eksempelvis. Volumen betyder også, at der er plads til, at man når ud i periferien på de mindre scener, hvor der er chancer for bands at blive opdaget. Ganske som det danske dødsmetalband, Bæst, der fik sit gennembrud på Roskilde Festival (og festivalen Copenhell) sidste år på en af de små scener ude på campingområdet. Lad mig bare sige det sådan, at de flænsede festivalen på tværs med en vild og meget morsom koncert, som jeg tror alle i publikum husker i dag, hvor Bæst turnerer rundt i Europa. Af andet perifert så overværede jeg i år et par afrikanske drags på en scene med elektronisk musik og ret elendig dans. Jeg fattede ikke en meter af, hvad der foregik. Det var simpelthen for underligt, men jeg begyndte at grine, og så et blev i sidste ende en del af festivaloplevelsen. Synes du at Roskilde-festivalen gennem årerne har fået en plads i verdensmusikkulturen? Roskilde Festival er næppe på UNESCO´s liste over verdens kulturelle arv, men mindre kan vel gøre det: Jeg tror, at Roskilde Festival som ikke alene Nordeuropas største Festival, men også som en af de bredeste festivaler i verden er ved at få sin egen plads i verdensmusikkulturen. Et eksempel på det er Corey Taylor, som i år optrådte med en fabelagtig heavy metal-koncert med Stone Sour. Han optræder også maskeret i det vanvittige band, Slipknot, som han også har spillet på Roskilde Festivals Orange Scene med. I år sagde Corey Taylor fra scenen, at Roskilde Festival var helt speciel at spille på for ham. ”Vi kunne ikke lave så bred en festival i USA. Her kan man høre al slags musik – og det er OK – og alt får respekt,” konstaterede han. Det rammer nok meget godt Roskilde Festivals plads i verdensmusikkulturen ind. Det som startede som en hippiefestival, har i 90’erne inkluderet elektronisk musik og i de senere år fik de kunstnere, som laver elektronisk musik endda deres egen scene, hvilket viser at festivalen favner meget bredt. Er det for at støtte musik i alle afskygninger? Eller er det baseret på en økonomisk beslutning? Begge dele. Økonomien i det er nok, at teenagere og unge først i 20erne ikke kommer, hvis der ikke også er dub, elektro, DJ´s og den slags. De ældre kommer ikke uden en vis portion kendt stof og historie. Samtidig hører generationerne musik på tværs, og fornemmer et fællesskab. Det hele holder forretningen i gang – selv om Roskilde Festival som forening er non-profit. Kan du fortælle os om for dig den vigtigste Orange Scene oplevelse? Den er nok helt min egen. Jeg havde engang i midt 1990erne fået sneget et backstage armbånd på, og opholdt mig med forskellige musikere en hel dag på det ”forbudte område” sammen med en fotograf. Jeg skulle skrive en reportage til min daværende avis, Jyllands-Posten, om back stage-landet bag scenen. Et gammelt dansk og meget folkeligt syng-med-band, Gnags, skulle spille lige efter et brasiliansk trashmetal-band, Sepultura, som var helt vildt og stort på det tidspunkt. De havde det ret sjovt bag scenen begge bands sammen – trods afgrundsdybe forskelligheder. Gnags´ forsanger, Peter A.G. Nielsen, forklarede mig, at alle bands laver ”deres ting” – og det havde han fuld respekt for. Det handlede meget om at tro på det, som man selv stod for, når man gik op på Orange Scene Der lærte jeg ikke alene noget om kunst, men fik også et indblik i, hvilket enormt logistisk apparat det kræver at skifte store bands på samme scene med blot et par timers mellemrum. Det var imponerende. Fra den dag husker jeg også en bassist, som blev miket op omme bag den Orange Scene. I det øjeblik bassen blev slået til de enorme højttalere og PA-anlæg udenfor på pladsen via en skurvogn back stage sammen med mig, så anslog han en enkelt bastone. Der rejste sig omgående et forventningsfuldt brøl fra 80.000 mennesker ude på pladsen, hvor publikum ventede. Det var voldsomt og angstprovokerende lige før bassisten skulle på scenen. Jeg så bagefter også den berusende fornemmelse for musikerne efter de havde fyret en vellykket koncert af for så stort et publikum. Wow – det er i hvert fald ”Orange Feeling”! Din mest uforglemmelige koncert? Iron Maiden i 1991. Jeg stod lige neden foran scenen – lige ud for bassist Steve Harris. Ikke alene spillede bandet fremragende den aften. De osede også langt væk af spilleglæde og fik alle omkring til at få det helt store smil på - samtidig med en seriøs headbanging med vanvittige omkvæd som ”Bring your daughter, bring your daughter to the slaughter… Let her go, let her go, let her go.” Og jeg har altså selv to døtre, som jeg elsker højt, så det blev ikke taget så seriøst. Det blev ikke ret meget den aften, som var en vild fest udført disciplineret og rasende teknisk dygtigt. I øvrigt: 27 år efter genså jeg Iron Maiden i Royal Arena i København. Det var helt utroligt for jeg fornemmede samme energi og overskud i show og teknik som på Orange Scene i 1991. Jeg må dog også i andre genrer nævne Bob Marley og nok især Rolling Stones som højdepunkter. Roskilde Festivalen har været et forum, hvor de små grupper fik lov til at vise sig for publikum og vokse sig større. Du har sikkert også oplevet små grupper blive større. Hvilke for eksempel? Jeg nævnte Bæst, som fik sin chance på Roskilde Festival i 2017 og brugte den, men listen er lang. Helt tilbage fra et af Danmarks egne, ikoniske band, Gasolin, som spillede søndag den 29. august 1971 om eftermiddagen på Sound Festival (Uofficielt den første Roskilde Festival) – og lang tid før min egen tid på Roskilde Festival. I flere år midt og sidst i 1970erne var Gasolin efterfølgende Danmarks største band, hvor jeg selv hørte dem 24-7 som teenager. Siden blev eksempelvis DAD (Disneyland After Dark) større og større på Roskilde Festival i 1990erne. Hvor befinder festivalens sig p.t.? Der er flere deltagere, men hvilken retning bevæger den sig hen rent indholdsmæssigt? Er den tro mod den karakter som den har skabt fra starten og hvilke ændringer er der i sigte? Roskilde Festival ændrer sig på værdi-området med nye kampagner for økologi, bæredygtighed, menneskerettigheder, eksempelvis. Det kan det godt blive MEGET politisk korrekt, og måske ligefrem så frelst, at det bremser lidt af gennemslagskraften. Omvendt er det befriende, når en stor begivenhed tør tage stilling - og vække til refleksion via events, kunst og debatter. Her er højt til loftet på flere planer. Rent indholdsmæssigt tipper balancen i musikken nogle gange. Engang i midt 1990erne var der en overvægt af hard core metalbands fra store Orange Scene. Det var for meget – selv for mig, som kan lide det. I år var der mere end rigeligt pop fra Orange Scene. Så jeg var ikke selv så meget på Orange Scene i år. Jeg har det også svært med forprogrammerede lydspor, som devaluerer en live oplevelse, der i mine øjne skal opstå lige her og nu. Hellere fejl end programmering, hvis vi skal fornemme mennesker bag, men det programmerede ser jeg desværre mere og mere af i en skidt udvikling. Samtidig er det nemt hvert eneste år at finde et eller andet at beklage sig over. Sådan vil det være, når en festival bevæger sig. Og det skal den uanset kritik. Programmet fra 1978 ville ikke holde en meter i dag (måske bortset fra Bob Marley, men det er nok lidt svært…). Jeg tror bevægelsen er en del af karakteren, og den er i behold og tro mod udgangspunktet. Jeg vil ikke udelukke, at om nogle år kan jeg ikke være i det, hvis jeg begynder at hade for meget af det musik, som spilles. Er det på vej? Vel nogle gange, men sikkert kun alvorligt den dag, hvor jeg selv synes, at jeg er ved at gå i stå i forhold til musikalsk og anden kunstnerisk nysgerrighed. Den dag er Roskilde Festival med til at udskyde længst muligt.