Næsten 40 danske musikere går på scenen lørdag den 22. juni på COPENHELL for at fejre festivalens ti år i helvede med Ten Years In Hell-hyldestkoncerten.
Formålet med Ten Years In Hell-koncerten på COPENHELL 2019 er at samle den danske rock- og metalscene på kryds og tværs i forhold til både genrer og generationer, blande kortene fuldstændigt og lade musikerne spille nogle af deres yndlingsnumre. Store jams som det her har eksisteret i årevis rundt omkring i verden, men der har aldrig været tradition for det i Danmark – det er med andre første gang i dansk musikhistorie, at så mange musikere bliver samlet til et kæmpestort rock- og metal-jam. Under koncerten bliver der spillet historiske rock- og metalklassikere – alt fra AC/DC og Slayer til Motörhead og Death – samt de to numre fra COPENHELL-EP’en ”Ti År I Helvede” med Nyt Liv og Omvendt Korstog.
”Det er, ligesom da man var ung og ønskede sig, at der blev skrevet en tegneserie, hvor både Superman, Batman og Anders And var med,” fortæller Jacob ”Cobber” Binzer fra D-A-D, der er kurator på COPENHELLs fødselsdagskoncert. ”Koncerten tager udgangspunkt i den hårde del af rocken med alt fra dødsmetal til heavyrock – og også lige nogle afstikkere til punk – og for musikerne vil det mest af alt føles som at blive udtaget til et udvalgt hold i en fodboldklub og få lov til at gøre det, de alle holder så meget af: At spille for det bedste koncertpublikum nord for Ejderen.”
”Når man har spillet musik i mange år – og ofte med de samme – er det rigtigt sjovt at prøve sig selv af sammen med dem, man har lyttet til, men aldrig spillet sammen med. Det bliver en helt ny oplevelse for mange af os. Jeg har selv prøvet at deltage i sådan noget her før: Du vil gerne gøre det godt, og du glæder dig til at spille sammen med helt andre musikere og mærke, hvordan det føles. Og du vil ikke mindst følge med de andre. Jeg går selv hjem og øver mig, så jeg er ordentligt forberedt, og det tør jeg vædde på, at alle de andre også gør. Alle vil jo gerne have det fedt, slappe af og være til stede på scenen under koncerten. De mennesker, der stiller op til det her og har den status, de har, er jo ikke kommet sovende til det hele,” siger Binzer.
Han understreger, at selvom alle musikerne lægger virkeligt mange kræfter i koncerten, så er det ikke en konkurrence om, hvem der er dygtigst. ”Det handler snarere om, at vi deler den musik, vi holder af, og får en fantastisk fest sammen med publikum. Vi skal udveksle og udvikle os – for når man risikerer noget, så sker der noget!”
Ten Years In Hell-koncerten tager udgangspunkt i de hårde musikgenrer, lige fra dødsmetal til heavyrock – og med afstikkere til punk – og musikerne står over for en stor udfordring. Alle blandt publikum vil finde mindst ét favoritnummer i materialet, og hvis de kender musikerne i forvejen, bliver det også rigtigt sjovt at høre dem spille noget helt andet, end de plejer.
Carsten Holm, der igennem flere år har været konferencier på COPENHELL, skal præsentere Ten Years In Hell-koncerten på årets festival og lover en uforglemmelig oplevelse, når alle de danske musikere leverer nyfortolkninger af kæmpestore rock- og metalklassikere:
”Showet her vidner om, at vi har en alenlang liste af de sejeste musikere, der sammen vil fejre COPENHELL. Ikke bare som en festival, men som en institution, hjemmebane og legeplads for såvel arrangører som musikere og ikke mindst publikum. Rigtigt mange af musikerne, der samles til Ten Years In Hell-koncerten, har også selv været på festivalen som publikum og ved, hvor fantastisk en scene det er at spille på. Gør hornene klar, for det her bliver en fuldstændigt unik oplevelse for alle parter!”
Medvirkende:
Allan Tschicaja, Omvendt Korstog
Anders Bo Rasmussen, Rising
Anders Lundemark, Konkhra
Bastian Thusgaard, Soilwork/Dawn Of Demise
Casper Roland Popp, Bersærk
Chris Kreutzfeldt, Cabal
David Mikkelsen, Undergang/Phrenelith
Esben ”Esse” Elnegaard Hansen, Hatesphere
Hank Shermann, Mercyful Fate
Holger Rumph-Frost, Møl
Jacob Binzer, D-A-D
Jakob Jensen, Aphyxion
Jacob Krogholt, Rising
Jakob Mølbjerg, Mercenary
KB Larsen, Volbeat/Parasight
Ken Hammer, Pretty Maids
Lars Evers, Bersærk
Lasse Mørch Revsbech, Baest
Lola Hammerich, Baby In Vain
Martin Goltermann, Nyt Liv
Martin Kristensen, Konkhra
Michael Bastholm Dahl, Artillery
Michael Benborg Aagesen, Nyt Liv
Mikael Ehlert, Blood Eagle/IAmFire
Michael Stützer, Artillery
Mirza Radonjica-Bang, Siamese
Morten Grønnegaard, Rising
Nicklas Sonne, Defecto
Oskar J. Frederiksen, Slægt
Peter “Pepe” Hansen, Hatesphere
Rasmus G. Sejersen, The Psyke Project/LLNN
Rasmus Schmidt, Illdisposed, Killing Ghandi
Ronnie Atkins, Pretty Maids
Simon Erlendsson, Nyt Liv
Simon Olsen, Baest
Søren Andersen, Electric Guitars/Glenn Hughes
Søren Hvidt, Nyt Liv
Theis Roed Thorgersen, Helhorse
Tim Christensen, Dizzy Mizz Lizzy