COPENHELL
JUNI 2019
REFSHALØEN - KØBENHAVN
Af Rune Larsen
PRETTY MAIDS
Overskriften her kunne være RED HOT AND HEAVY. "Red" fordi det var farven i de herrer Ronnie Atkins og ken Hammers hoveder. Håber de tager deres blodtryksmedicin. "Hot" fordi det igen var en varm dag i helvede og "Heavy" fordi Pretty Maids virkelig er nogle sværvægtere i Dansk Heavy Metal. Pretty Maids slog til som stand-in for Black stone Cherry på Copenhell i 2015, og det var en super koncert dengang. Det var derfor velfortjent at en af dansk heavy metals bannerførere fik en plads i det officielle program. Det blev dog bare kke helt medrivende denne gang. Spillet fejlede ikke noget, det blev bare aldrig rigtig en wow-ting. Jeg syntes der er lidt for meget "wååååå-åååå" interaktion fra forsanger Ronnie Atkins. Det blir lidt anstrengt i længden. Specielt når der ikke er flere publikummer. Ken Hammer spiller skide godt, men ligger som altid for langt tilbage i lydbilledet under hans soloer. Det er faktisk rigtig ærgeligt. Den nye trommeslager Allan Sørensen derimod lå dejlig tungt og tight og lagde en solid grund sammen med bassist Rene Shades og Chris Laney på keys/guitar. En hyggelig koncert.
BAEST
De århusianske dødsmetallere BAEST fik derimod samlet et kæmpe publikum foran Hades scenen, og der var gang i circle pits og crowd surfing. Bandet har en stor fremtid foran sig hvis de holder dampen oppe. De er allerede internationalt anerkendt og det ses og høres. Alene størrelsen på det publikum de havde samlet siger noget om interessen for bandet, godt hjulpet af deres rolle i den fornyligt sendte DR dokumentar serie. Samtidig var der HAKA undervisning på Pandemonium som forret til New Zealandske
ALIEN WEAPONRY
Jeg har været i New Zealand et par gange, derfor måtte jeg lige se den urgamle krigsdans opført på Copenhell. Der var overraskende mange til den seance som jeg overværede fra udsigts tribunen i RIP. Det så fedt ud og publikum levede sig ind i det. Mad skal der til, så efter at have tanket op i en suveræn god og stor gang stegt flæsk, gik jeg mod Helviti scenen igen.
LAMB OF GOD
Hvem husker ikke deres koncert på Copenhell i 2012 som nærmest blev legendarisk ? Well, det gør jeg ikke, for der så jeg dem ikke, men nu skulle det være. Jeg kipper med hatten for den energi de lægger for dagen og deres tekniske formåen, specielt Art Cruz på tønderne kan noget. Forsanger Randy Blythe er som sædvanligt en hvirvelvind på scene og har godt fat i publikum, men jeg bliver hurtigt mættet af den massive lyd, og savnede lige et enkelt melodisk break eller omkvæd i det massive lydbillede. Der var ingen wall of death, men Randy fik sat gang i en god circle pit så støvskyerne rejste sig.
CLUTCH
Hvis man gik hen og troede at BAEST havde samlet det største antal publikum på Hades scenen nogensinde, så slog CLUTCH den rekord. Der var proppet og de kunne snildt have spillet på den store scene. Clutch spillede også på Hades i 2014, desværre med store lydproblemer, men det har Copenhell i den grad fået styr på nu og tak for det. der er rigtig god lyd på samtlige scener. Forsanger og guitarist Neil Fallon har en powerfull fremtoning. Hans prædikende facon som enhver amish kultleder ville være misundelig på, ryger langt ud over scenekanten. Når Neil fanger ens blik, og samtidig peger på en, så lytter man efter ! Noget mere introvert er lead guitarist Tim Sult. Jeg tror ikke han hævede blikket fra gulvet en eneste gang. Med pølsefingre og en teknik kun en smule ringere end chuck berry, formår han alligevel at spille fede riffs og soli. Der var engang en der sagde: " it's not how many notes you play, it's which notes you play". Og Tim Sult spillede alle de rigtige toner. Der var en god "down south" stemning og specelt numre som "Evil" og "Electric Worry" gik rent hjem. En superfed koncert som også blev min sidste for den aften. Med udsigt til at strande i transport helvede efter aftenens main act.
