top of page
Søg

CLUTCH-NÅR KARISMA IKKE ER NOK

Clutch , Copenhell 2023

Anmelder : Rune Larsen

Foto: Thomas V. Andersen

Der er altid et par bands på Copenhell som skiller sig lidt ud fra det ellers massive lydbillede af død, smadder, grindcore og thrash osv. Et af dem i år er amerikanske CLUTCH som også gæstede Copenhell i 2019 med et medrivende show.

Denne gang skilte de sig også ud. Ikke på den positive side, desværre. Med koncertstart kl 16 var der ondskabsfuldt varmt, og det påvirkede åbenbart lydmanden i en grad, så han ikke fik stillet knapperne rigtigt før de sidste 3 numre.

Mit yndlingsnummer med CLUTCH, "firebirds", kom derfor aldrig til sin ret, hvor guitaren i den grad var nedmixet. 

Forsanger Neil fallon, i hans karakteristiske sorte skjorte, er dog stadig intens og karismatisk på en scene, men det kørte ligesom lidt på samme klinge. Her må lyden have en stor del af skylden, for sidst jeg så dem spillede alt. Eller måske på grund af at Neil Fallon bød velkommen med et "good morning". Så måske var de lige stået op. Det kunne også have været henvendt til et lidt sløvt publikum, der kæmpede med varme og promiller.

Guitarist Tim Sult må være den mest introverte rockguitarist. Ikke én gang løftede han blikket ud mod publikum, men det er jo sådan det skal være med ham. Spillet fejler ikke noget.

Neil Fallon joinede på slide guitar i sidste nummer, "Electric worry", vel deres største hit. Og med rette. Boggierocken fik endelig fat i det sol sløve publikum og det blev en fin finale, men den er hurtig glemt.


bottom of page