Copenhell, 19. – 22.6, København
Af Steffen Jungersen
foto : Thomas Værum Olesen
Som kommentar til årets betonparty for de brutalt boogie-bevidste på Refshaleøen vil det følgende forsøg udi litterær linedans formentlig fremstå så mangelfuldt som et offers vidneudsagn i en mafiaretssag.
Det ville nemlig være decideret uetisk af mig at bedømme Copenhell 2024 som helhed.
Uetisk fordi min alder (og til en vis grad nok også et langt liv, som ganske ofte er levet på yderste kant i rockens overhalingsbane) forhindrer mig til tider og desværre i at opleve så meget på en festival, som jeg egentlig gerne ville.
I år var én af de gange hvor helbredet dikterede begrænset bevægelsesfrihed, og på den led måtte jeg nøjes med en 5-6 timers daglig stivbenet stammedans på Refshaleøen. Hvorfor det selvfølgelig ville være en lige lovligt kæk øvelse udi vidtløftighed at bedømme dette års Copenhell som helhed.
Så det vil jeg undlade. De bestemmende kræfter på Copenhell har såmænd næppe heller glemt den kølhaling, jeg gav dem sidste år, hvor festivalen på mange måder mistede sin uskyld.
Hvor man lukkede alt for mange ind på den begrænsede plads og fulgte op med priser, når man var kommet derind, som ville give en værtshusholder i Nyhavn problemer med samvittigheden (og det vil sige noget, mine damer og herrer).
En smule research ville fra starten have afsløret, at hovednavne som Mötley Crüe og Guns N’Roses allerede på papiret var ligegyldige, men det forhindrede ikke specielt sidstnævnte i at trække ubehageligt mange mennesker til festivalen. Men overrend er der selvfølgelig penge i.
DET ÅRLIGE HØJDEPUNKT?
Det var imidlertid simpelthen ikke sidste år rart at være på den festival, som for mange af os ellers siden starten i 2010 har været årets højdepunkt, og kritikpunkter som ovennævnte affødte nok den største sympatistorm, jeg har oplevet i mange år.
Om arrangøren, Live Nation, har hørt efter, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dét af Copenhell, jeg oplevede i år, var afgjort et skridt; ikke alene tilbage men også i den rigtige retning.
I de timer, jeg var der, var der plads til alle. Der var ingen køer for at erhverve sig en flaske konsumbryg, der var plads til at sætte sig ned, når man syntes, roen burde falde over én, og hvis man ikke passede på… ja, så syntes Copenhell sgu lige pludselig at antage betænkelige ligheder med det, nogle af os blev forelskede i engang:
En rockfestival for ”os, hvis musik ikke bliver spillet i radioen”, som en af mine begavede læsere i sin tid udtrykte det.
Jeg iværksatte i forbindelse med denne artikel en mindre opinionsundersøgelse, og der synes at være koncensus om, at man gerne giver køb på de gigantiske hovednavne til fordel for god plads og holdbare navne i lagene under.
Nu som altid var Copenhells største attraktion festivalens publikum, men denne gang var der endelig og atter plads til dem!
Jo, priserne er stadig høje, og jeg – undskyld – køber ikke den dér arrogante attitude med, at folk sgu da så bare kan holde sig væk, hvis ikke de har råd.
For det er jo ikke det som sådan, det handler om. Det handler derimod om et kernepublikum, som fra starten har bakket op om denne festival, og de skal ikke flås, fordi man sigter mod et publikum, som er parat til det meste økonomisk – blot de kan sige på den næste vejfest derhjemme, at de skam har været til det dér grimme sortklædte noget i København.
I ved hvad jeg mener. Det ved arrangørerne i Live Nation også.
Man skal ikke give køb på sine kerneværdier. Det har Copenhellgjort i de senere år for at give ”folket” en tivolisering af festivalen og heavyrocken, som har gjort, at mange i festivalens kernepublikum har holdt sig væk i de senere år.
Men Copenhell 2024 - uden gigantiske hovednavne, men med masser af kvalitet i lagene derunder – begyndte faktisk så vidt jeg kan bedømme at ligne sig selv igen.
DET DER MUSIK
Nå ja, og så er der jo det dér musik. Her kommer en bedømmelse af det, jeg nåede og kunne klare at være vidne til.
Vi kan starte med BRUCE DICKINSON, som til daglig agerer luftværnssirene i et marginalt berømt danseorkester ved navn Iron Maiden. Manden er pt. aktuel med det glimrende ”The MandrakeProject”, og han og hans fremragende soloband gjorde det eminent på Copenhell.
Den 65-årige Dickinson er simpelthen dét, de kalder en class actovre på den anden side af dammen. Såvel numre fra ”The Mandrake Project” og tidligere soloalbum som ”Accident At Birth”, ”Balls To Picasso” og ”The Chemical Wedding” understregede, at Bruce såmænd sagtens kunne klare sig uden Maiden, hvis det var det, han ville. Det er det så heldigvis ikke.
Og det blev torsdag og et genhør med de bedårende Brooklyn børster i BIOHAZARD, som jeg ikke har hørt de sidste cirka 30 år. Her var så heldigvis intet nyt under New York Citys forurenings-slørede sol.
Med en fuck og motherfucker kvote, som kunne få enhver Scorsese film til at antage ligheder med en promotion video for anstændigt sprog på en katolsk pigeskole, baldrede Biohazard på det smukkeste gennem deres myriader af morderiske messer mod verdens uretfærdighed. Alene dét at de satte i med klassiske ”5 Blocks To The Subway”, netop som jeg trådte ind på pladsen.
Mit hjerte hvad vil du mere!
Well, hjertet ville eksempelvis meget gerne TOM MORELLO – en mand, som udover at være en dygtig, dybt original og stilskabende guitarist også altid er god for ikke kun en sang men en OPSANG til de magthavere, som giver fanden i folket og almindelig anstændig- og retfærdighed.
Det var han også på Copenhell ’24.
”Den mand er så rigtig altså,” som min sidekvinde storsmilende kundgjorde, da Morello sluttede af med en pragtfuld version af John Lennons gamle ”Power To The People”.
”Power. . .” fulgte så lige i r…. på en version af Rage Against The Machines ”Killing In The Name Of…”, hvor Morello vendte mikrofonen mod publikum med ordene “den hér kan I sgu’ selv”, og folket kvitterede med at rappe hele nummeret! Okay, man har da før oplevet publikum synge en hel sang for bandet, men rappe en hel sang… den var sgu’ ny!
All right, koncerten var ikke oppe at ringe med Prophets Of Rage opvisningen i 2017 på samme festival, men den var trods alt stadig ganske forrygende – ikke mindst fordi budskabet var det samme som altid:
Take no shit but take care of each other!
Tak, Tom!
OG HAMMEREN FALDT
Således opløftet kunne jeg – ahem! – svæve videre til et band, som altid leverer, og dét, de leverer, er fede tider og heavy metal fra øverste hylde.
Mine damer og herrer, svenske HAMMERFALL. Det er i 2024 et kvart århundrede siden, jeg første gang oplevede kvintetten sammen med en 40-50 andre i en lille klub på Amager, og siden har jeg vel set dem 25-30 gange, og de har aldrig svigtet.
Bandet er i reglen i højt humør og dertil vanvittigt veloplagte og –spillende, og det var de også denne gang med en koncis, konsekvent og kraftfuld koncert, som på blot en time hamrede heavy metal skabet på plads i det hjørne, hvor den slags nu engang skal stå, med solide slagsange som ”Renegade”, ”Any Means Necessary”, ”Hearts On Fire”, ”(We Make) Sweden Rock” og den stadig fuldstændig vanvittigt medrivende ”Let The Hammer Fall”.
Og så var det dér hen på aftenen torsdag, at alt faldt på plads. Hvor en koncert på adskillige parametre skabte noget så smukt, at vi var mange i publikum, som ikke rigtig vidste, om vi skulle juble eller give los og lade vandværkerne i øjenkrogene flyde frit af glæde og sympati for foretagendet på scenen. Jeg vil tro ganske mange af os endte med at gøre begge dele.
Dér klokken 23 vendte nemlig PRETTY MAIDS tilbage efter fem års pause (ja, jeg ved godt, de spillede en hemmelig koncert for nogle få i Albertslund nogle dage før, men det tæller ikke her!).
FLOT OG RØRENDE
At vi så modtog dem, som vi gjorde, skyldtes selvsagt ikke mindst, at mange af os havde været i berettiget tvivl om, vi nogensinde skulle opleve Pretty Maids igen. Uden at tvære ret meget mere i det eller afsløre mere, end jeg har adkomst til, er det jo ingen hemmelighed, at bandet har været udfordret på mange måder, siden vi sidst så dem sammen.
Det lod de sig så på ingen måder mærke med på Copenhell med en flot – flot, blev der sagt –, rørende og reelt rockende koncert, som med største selvfølgelighed understregede hvilke formidable sange (og stunder), dette band har begavet os med siden det overlegne debutalbum ”Red Hot And Heavy” udkom for fyrre (40!) siden.
Havde man kunnet portionspakke den kærlighed, som blev kastet både fra og mod scenen denne aften, og distribuere samme bredt, ville verden i sandhed blive et bedre sted. Men lige hér blev vores sønderslåede planet så i det mindste i fem kvarter et langt mere tåleligt sted at opholde sig.
OG SÅ ER DER MESTERKLASSE
Hvis nogen i forrige uge havde fortalt mig, at 55 år gamle URIAH HEEP ville blive min med afstand største oplevelse på Copenhell’24, havde jeg nok spurgt den pågældende, hvilke stoffer han/hun var på og så i øvrigt holde dem væk fra mig. Bevares, Uriah Heeper altid gode, men altså. . .
Der gjorde jeg så regning uden vidende om, at Uriah Heep ville ramme et toppunkt, som seriøst nu konkurrerer med Kreatorsopvisning i 2015 som dén bedste Copenhell koncert, jeg har væretså velsignet at opleve.
Det handler i korte træk om feel, kompetence og kærlighed – masser af kærlighed – til dét, man laver, og dem man laver det for.
Uriah Heep har fremragende sange, de spiller nærmest urealistisk godt og dét faktum til trods, at Copenhell havde programsat dem allerede 13.30 fredag, forhindrede dem på ingen måde i at overbevise velsagtens tre generationer (!) af rockfans om, at de hér var vidne til noget… nåja... enestående.
”Nå, det er nok os, der er matiné forestillingen i dag,” smilede sanger Bernie Shaw, inden Fanden tog ved Uriah Heep.
Det er med god grund umuligt (og har i øvrigt altid været det) at tørre øre-til-øre smilet af bandets ældste og eneste tilbageværende originale medlem, den 77-årige mesterguitarist Mick Box.
Trods et gennemrend af medlemmer, der får Heathrow Airport i myldretiden til at minde om en træt onsdag i Billund, er det dog lykkedes Bernie Shaw at holde sin plads i bandet i 38 år.
Og det er fandeme med god grund, og på Copenhell excellerede han med en fuldstændig formidabel feeling i ikke mindst de klassiske ”Stealin’”, ”Gypsy” og hans og bandets piece-de-resistance ”July Morning”.
Hvilket ikke er et forsøg på at tage noget fra resten af bandets medlemmer, som alle kort og godt spiller så godt, at man vitterlig ville ønske, at visse af bandets trætte såvel yngre som ældre ”konkurrenter” havde oplevet det hér.
”Det er løgn, det her,” gispede folk vantro omkring mig, mens denne – ja, undskyld – eksplosion af glæde og musikalitet stod på. Men det var det ikke, og jeg sværger, at lammeskyerne over Helviti scenen dannede bogstaverne ”SÅDAN!!”, da Uriah Heepkørte triumftoget i remise med ”Lady In Black”.
Og hér – med skyldige kudos til Accept og Fu Manchu – spare jer for mere for denne gang.
Tak, Copenhell. For i år og for et stykke ad vejen at have lyttet til kritikken og givet os det Copenhell tilbage, nogle af os altid har elsket. Nemlig dét, hvor det handler om musikken og plads til det publikum, som er der af den grund.
Jeg har – som indledningsvis nævnt – muligvis overset noget og er måske også lovligt naiv, men det her niveau såvel musikalsk og programmæssigt mindede betænkeligt om den rette vej frem for festivalen.
Comments