Fredag i fængslet, tre stærke fra Vestsalen
D. 16. August 2024 Horsens
Af Helle Andersen
Eternal Champion – ugh for en omgang
En semifyldt Vestsal stod forventningsfuldt klar under tonerne fra Manowar’s ”Fighting the World”. Eternal Champions egne, tunge toner tordnede i kroppene oppe foran. Vokalen druknede desværre lidt og blev senere en kende for skinger, selvom tråden i samme lydbillede var lækkert sprød. Lige lidt hjalp det, da forsanger, James Tarpey, smed sin ringbrynjemaske og yderligere åbenbarede sin stærke stage presence. Nakkernes rytmiske bevægelser bekræftede taget i salen sammen med en dekorations-skeletfigur i fangedragt, der fik lov at crowdsurfe allerede her, ved Jailbreak’s 2024 første koncert. Kampråbet var ”Ugh!”, og det tog publikum til sig. ”I am the Hammer” havde så tilpas tyngde, gode riffs og skarp vokal, at det var umuligt ikke at overgive sig, som koncerten peakede. Fremmødet afspejlede tidspunktet, men relativt til det, var deltagelsen stærk og koncerten en mindeværdig start på Jailbreak. Eternal Champion kæmpede til det sidste, for de ville gerne ville give os den adspurgte ”one more song”, men måtte se sig slået af Jailbreak’s ’nej’. Oplevelsen vil dog leve videre hos publikummet som en vellykket debut i Danmark.
Firewind – er retro-nice et udtryk?Ikke alle ville med fra U.D.O.s koncert i Fængselsgården ogindenfor til Firewind’s koncert i Vestsalen. Heller ikke jeg, da powermetal-fusionsgenrer sjældent fænger i mine ører. En symfonisk, båndet intro indledte koncerten og lidt tidligt kom en særdeles detaljeret opvisning i fingerspil fra Gus G. Selvom det var, hvad mange af os kom for at opleve, så det tog tempoet lidt ud af en ellers ok start. Timingen til trods, så var der bestemt valuta for pengene. Fuld ild i vokalen hos Herbie Langhans’ høje register tilførte nærvær og power til Gus G’s dygtig tråd. Dejligtoldschool lød “World on fire”.
”Destiny is coming” fra det nye album, ”Stand United”, vakte genlyd som var fans fremmødt at høre det. Medrivende var det og overbeviste os andre, potentielle fans, også. Uundværlige ”I am the Anger” lød virkningsfuldt tungere. ”Fallen angel”, også fra ”Stand United”, havde i dén grad lækre hooks og spilledes tightmed fællesklap på soloen. Alligevel fik jeg den tanke, at det var lidt svært at toppe U.D.O’s koncert kort før?
”Rising Fire” bød på nakkemassage, tag i publikum og en sidste fællessang. “Saturday night party on a Friday afternoon – you wanna dance with us?!”, spurgte Herbie. Maniac -coveret fik forreste halvdel af publikum i hop, alle festede. Slutnummeret, ”Falling to Pieces”, der med sin 80’er-sound lå smukt i forlængelse af Maniac, bevarede stemningen og min forudindtagethed blev gjort til skamme. Ganske vist er Firewind nørdet guitarlir og retro, men også en oplevelse, der kan vokse på én og slutte i et brag.
Katatonia – kvalitet fra Stockholm
Indrømmet, det var for de dygtige svenskere, at jeg havde bevæget mig til Horsens Statsfængsel. Stemmen skulle lige varmes lidt op hos en veloplagt Jonas Renkse, som herefter på intet tidspunkt skuffede. Mest fokus tog engagementet hos alle bandmedlemmerne, der opvartedes af Renkse vimsen omkring dem, når han ikke stilistisk - gemt under sit lange, sorte hår - forholdt sig lidt dystert anonym. Mit nye yndlingsnummer, ”Colossal Shade” fra seneste udgivelse, ”Sky Void of Stars”, kom tidligt i settet at forkæle med tungt groove. Ikke siden min sidste Gojira-koncert har jeg set så sammentømret og entusiastisk et band for hvem dybt seriøsitet,tydelig dygtighed og åbenlys spilleglæde koeksisterede.
Forståeligt svensk brugte Renkse i sine få henvendelser til publikum – tag dén Mikael Åkerfeldt (Opeth, red.). ”Leaders”, hvis trommer giver mig tanker i retning af TOOL’s kompositioner, lød bragende godt og “Old Heart Falls” gled hurtigt tilbage i den hårdere del af Katatonia’s materiale, men momentets inderlighedopslugtes dog ikke af den grund. Omkvædet på ”My Twin” egnede sig fortrinligt til Renkse’s mikrofonfravær, idet han rakte den ud imod publikum at lade os synge, og ”July” blev spillet med en hårdere lyd end ventet. Man kunne måle synergien i rummet på dette tidspunkt.
Så kan man ønske sig mere? Måske en større scene, flere fans at bonde om musikken med og en længere koncert. Lyden var udmærket og den samtidige solnedgang, som lige netop skimtedes igennem Vestsalens vinduespartier, samt publikums begejstring udgjorde en uforglemmelig oplevelse.Alt i alt er en mangeårig Copenhellgænger imponeret over, hvad fastlandet kan tilbyde.
