En frontlinje rapport fra en lørdag på Jailbreak
Af Steffen Jungersen
foto : Bo Poulsen
17 august Jailbreak / Fængslet Horsens
Reelt er der vel forbandet få virkeligt troende tilbage – og da slet ikke når det kommer til begreber som “eventyr” og “mirakler”.
Og det er jo sådan set forståeligt nok i en sønderslået verden, hvor menneskeheden, stort set siden man for tusinder af år siden fandt ud af at slå hinanden i hovedet med trækøller, i religionens, magtliderlighedens, grådighedens og egoismens navn har brugt de følgende årtusinder på i alt for høj grad at opfinde stedse mere avancerede metoder til at pine, plage og slå hinanden ihjel.
Fra klokken 22 og en halvanden times tid frem lørdag aften på Jailbreak i Horsens fik 3800 fremmødte på denne sympatiske festival imidlertid syn og lyd for noget både eventyrligt og mirakuløst. Nemlig da de lokale helte i PRETTY MAIDS, efter i seks år at være plagede af bl.a. interne problemer og alvorlig sygdom, vendte hjem med en koncert, hvor jeg vil hævde, at de fem mand i bandet leverede et godt stykke ”beyond the call of duty”.
Allerede fra starten gik med det brillante dobbelthug ”Mother Of All Lies” og ”Kingmaker” med sanger Paul ”Ronnie Atkins” Christensen i vanlig ”jeg-tager-ikke-nej-for-et-svar” stil i front, var det tydeligere end elefantfodspor i en flødeskumskage, at Pretty Maids ville det her. Ville det på en måde, som var det hér –og det påstår jeg ikke nødvendigvis, det var - sidste gang. Og så skulle det fandeme være i orden.
LYDEN AF SAVN
Men det var meget mere end bare i orden. Næ, det var lyden og synet af et band og et publikum, som havde savnet hinanden – ja, hér kommer det igen – så eventyrligt, at det, vi oplevede denne aften, fik ellers ganske kompetente folk i de dele som Brødrene Grimm og ham dér ælling beskriveren fra Odense til betænkeligt at minde om dorske dokumentarister med speciale i hegnssyn.
Med klassikerne ”Back To Back” og ”Red, Hot And Heavy” allerede som tredje og fjerde nummer var publikum godt oppe at køre på den klinge, hvor man balancerer ekstase med fugtige øjenkroge over dét, man er vidne til. Dér blev man i store træk hele vejen i en koncert, hvor det eneste kritikpunkt kunne være det måske ikke så kløgtige i for en stund at miste momentum ved at lægge ”Nightmare In The Neigbourhood” og ”Walk Away” i forlængelse af hinanden midt i sættet.
Men hva’ fa’en. Som vist nok nævnt føltes det nærmest som et mirakel at opleve dette band så eventyrligt – dér var den sgu’ igen! – veloplagt og –spillende fra start til slut 42 år inde i karrieren.
Sjældent har det været så oplagt at spille salig Gasolin’s gamle ”Det bedste til mig og mine venner” som sidste sang inden ekstranumrene, for det hér var virkelig et band, som gav det absolut bedste til vennerne i publikum, som for deres vedkommende kylede kaskader af kærlighed tilbage til et band, som har tjent os så smukt i årenes løb.
Okay, Y&T’s 40 år gamle ”Rock And Roll Is Gonna Save The World” manifest har desværre stadig blot karakter af et håb snarere end konstatering, men rock’n’roll kan på en god dag trods alt stadig godt medvirke til, at man får ovennævnte håb forstærket.
FRA MINIMÆLK TIL MOTÖRHEAD
Nå, men vi skruer lige tiden otte-ti timer tilbage, hvor din udsendte afsindige indledte dagen med at brøle:
”Hvad i helvede er det for nogle minimælks-versioner af Motörheads klassikere!” da ’heads gamle trommeslager og et par af vennerne fra Göteborg lagde fra land med bl.a. bovlamme udgaver af ”Built For Speed” og ”Shoot You In The Back”.
Heldigvis tog Lemmy ved dem, før mine stive ben lystrede min udvandringskommando. Mikkey Dee kom i tanker om Lemmys gamle credo om at spille højt som i HØJT. Volumenknapperne blev således vredet stik øst og festen sat i gang med bl.a. ”In The Name Of Tragedy”, ”Born To Raise Hell”, ”Sacrifice”, ”Iron Fist”, ”Killed By Death” og en forbavsende flot udgave af ”Shine”.
Mikkey Dee understregede heldigvis og sympatisk nok flere gange, at hele ”Mikkey Dee plays Motörhead” konceptet selvfølgelig ikke er Motörhead, men at han simpelthen bare syntes, det var fedt lejlighedsvis at komme ud og spille de sange igen.
Vi kan jo så kalde dem et glorificeret Motörhead jam, men det var nu også rart at få lov at høre de sange igen.
HØJT HUMØR
Hér godt 30 år efter Ugly Kid Joe havde et par hits og en slags storhedstid, har bandet stadig ikke kvalitetsmateriale nok til at spille en halvanden times koncert. Til gengæld har de noget andet.
De har i Whitfield Crane én af de mest charmerende og uhøjtidelige frontmænd, man kan forestille sig. Med D-A-Ds ord fra ”D-Law”, så er Crane ”just happy to be here”, og det samme gælder såmænd også resten af bandet. I det omfang man forstår udtrykket, skal man ikke kimse af højt humør, for det er dét, der gør, at Ugly Kid Joe trods mange middelmådige numre redder den hjem live.
Og i øvrigt elsker jeg jo ”Neighbor”, ”Goddamn Devil” og ”Everything About You”, lige så højt som det næste fjols ved baren.
Hvilket på min dagsorden – og jeg undskylder, at motorikken ikke tillod mig ture til festivalens anden scene – efterlader de aarhusianske death metal drønnerter Baest, som var med på afbud fra amerikanske Dokken.
Og heldigvis for dét!
Hvor Dokken og specielt sangeren, som har givet bandet navn, i dag efter alle rapporter at dømme har overskredet sidste salgsdato med et par årtier, er Baest et fremragende spillende og helt aktuelt foretagende.
DEATH METAL PARTY
Som jeg nok tidligere har ført til torvs, er de fem aarhusianere noget så sjældent som et death metal party band (!), for det bliver man nu engang, når man trods aldrig så mange sange om død, lemlæstelse og helvede simpelthen – som i Baests tilfælde – ikke kan skjule, at man synes, det er skideskægt at komme ud og larme for folket.
Nå ja, og så spiller de fire instrumentalister i bandet mand for mand fremragende. Man skal ikke lytte sig ret langt ind bag lydmuren, før man finder ud af, at der både er fine melodier og – ikke mindst – et for denne genre sjældent groove i mange af bandets numre. Ja, de swinger faktisk.
”Feiii døiiii,” som de plejer at fyre den af i bandets hjemby og omegn. Og ja da, men det er ”fed død” med velkomne vink til eksempelvis en klassiker som Black Sabbaths ”Heaven And Hell”.
Det var fuldt fortjent, at Baest fik en heltemodtagelse, som man måske ikke helt havde set komme, da de har omtrent så meget til fælles med det band, de erstattede, som en arrig leopard har med en gigtplaget kanin.
Sluttelig noget så sjældent som en tak til Jailbreak som sådan. Dét, som engang ifølge flere af mine tvivlsomme bekendte, var ét af de værste fængsler i landet, bør i dag være kendt for denne sympatiske festival, som faktisk er enestående både for så vidt angår størrelse, lokalitet og det ikke helt uvæsentlige faktum, at jeg næppe har oplevet en festival med et så sympatisk publikum og personale som Jailbreak.
Eventyrligt! Som jeg vist tidligere gjorde opmærksom på. Igen er det om at passe på at man ikke pludselig får en slags tro på menneskeheden tilbage. . .
Comments