Opeths 32 års jubilæumskoncert

Maltrakterende, mytisk metalmemorialved Opeths 32 års jubilæumskoncert

Anmelder Helle Larsen

Foto Savas

Opvarmningsband: VOIVOD

Infernalsk larm fra farfigurer

Udsøgt skævhed i takterne forud for Opeths egne musiske krumspring, udløste henrykkelse og appetit på mere allerede hjemmefra. De vrede venner, kaldet Voivod, gav heller ikke en opvarmnings-agtig oplevelse. Forkælelse fra først til sidst. Måske canadierne stillede noget af sulten hos dem iblandt publikum, man med et fint ord kan kalde ’metalhoveder’. En hjertelig intro og hilsen kom bandet med til den halvfyldte sal, hvoriblandt noglevar mødt op for at se Voivod. Nogle var nysgerrige, andre dedikerede.Den distort’ede lyd fra åbneren Experiment skar sig vej ned fra scenen, men allerede ved Holographic Thinking kom en mere flad melodi. Musikken i sig selv blev dog noget mere relaterbar for den gængse koncertgænger. En doven respons kom fra køen til Opethsmerchandisebod et stykke efter lokalets midte.Vokalen kunne trods alderen endnu, spændende var de harmoniske stykker. Trommerne tæskedes indædt.

Skingrende lækkerhed og klap-i-takt med udfordringIconspiracy tog fart, trak mere i den snart fyldte hal. Fin lokken ind i infernoet, der henimod slutningen mest var ”den fede dame” syngende over tempofyldt, hvinende guitar. Overaction lød mest som et jazzband på hårde strenge. Man skulle ikke tro, at der var så meget i swung i to pudler, Animal fra Muppet Shows fættermed Mr. Lædervest i front. Momentvise brøl i en opvisning af skævhed. Satte man ikke pris på Planet Eaters, fatter man jo intet(!). Det meste af publikum fulgte med, opbakningen voksede. De gamle drenge forsøgte at give os det kram, vi ikke ville have. ”Smag nu på det, unger” var tydeligste tanke i min knold midt i iagttagelsen af en omgang kræsenpinde. På kanten af et syretrip må Pre-ignition være skrevet. Med Voivod vandt Voivod charmende og ekvilibristisk mængden over. Frontmand, Denis Bélanger, lod de andre komme til musisk. Sammen var pensionistklubben hurtigere end et gennemsnitligt metalhoved. Deskal værdsættes i deres samtid!

OPETH

Fy fan for en brølende begyndelseMenuen stod på over 30 års stilsusen med masser af, hvadforsanger, Mikael Åkerfeldt, kaldte ’old shit’ ved Opeths koncert på Copenhell for godt fire måneder siden. Adskillige svenskereblandt publikum havde fundet vejen over sundet og ind Christianias Grå Hal. Intronummeret, Ghost of Perdition, var lige dele skønsang og skrydden. Åkerfeldt lød ganske enkelt fantastisk. Harmonierne i det 10 minutter lange nummer løftedes især af et nynnende publikum i de stille passager, som blev afløst af Åkerfeldts brøl fra scenen i en poetisk forening. De instrumentale stykker bragede igennem på Demon of the Fall; en mere interessant komposition, der halvvejs gled over i stille toner, imens publikum svævede ind i baggrundens nøgne træer, bjerge og sø. Spøgende spurgte Åkerfeldt fra sit vanlige stoiske og drillesyge hjørne, hvilket sprog vi ønskede fra ham. Som en vant vært kom han omkring bandets 32-års jubilæum.Susende stilistiske skiftSkrigende primærfarver tonede frem bagved de fem musikere på Eternal Rains Will Come, hvor keyboardet kom i front. En stille solo fra samme blev gradvist understøttet af en fængende takt, hvorefter det endnu insisterende keyboard fik følgeskab af en guitarsolo så knivskarp, at guitarist, Fredrik Åkesson, kort forinden i scenens side indtog vand på forhånd. Andenstemmen fra ham sad i skabet!Åkerfeldt bad om opbakning fra publikum, forud for introen til The Moor og blev næsten overdøvet af klappen. Min flyskræk kureredes, da nummeret kort efter lød som takeoff i lufthavnen! Vanvittige riffs og ondskabsfulde dødsmetalbrøl. Geometriske former på bagvæggen stod i kontrast. Ét break lød som enwesternfilms outtromusik, afløstes af tæt fingerspil med små stænk af orgellyde og sluttede - modsat mange salmer – pludseligt. Når historie ikke er søvndyssendeGrundig introduktion til Under the Weeping Moon endte tørt it: “We’ll see how it goes, I don’t care”. Opeth nød tydeligt netop dette nummer fra debutpladen (1995) og publikum var ellevilde. Midtvejs tog Åkerfeldt sig virkelig god tid til at lade guitaren hyle som en varulv mod månen. Fuld spredning i anvendelsen afguitarens yderpunkter i et sindssygt tempo med vilde kontrasterprægede lydbilledet. De larmende instrumenter gik lige i hjertet og fulgtes op ad en metalharmoni. Masser af nerve. Min krop sitrede.Mange kendte Windowpane. Den bløde intro fra keyboardet fulgtes med en guitarsolo, hvor Åkerfeldt lignende en mand, der måtte hive sig selv ud igen. Overstemmen kom fra Joakim Svalberg, der i vokalt parløb med Åkerfeldt samtidigt betjente sit keyboard med ynde. En tanke røg i retning af Depeche Mode under de stille passager, der hos Opeth suppleres med guitarstrenge.

”Som I nok har regnet ud”…Ét nummer fra hver plade i den 32 år lange karriere var sætlisten, afslørede bandet på dette lidt sene tidspunkt. Devil’s Orchard bød på sublim vokal, stemningsfuldhed. Et friskt pust kom fra Waltteri Väyrynen bag trommerne, som han overtog her i 2022 fra den midlertidig trommeslager, Opeth fik i 2021. Black Rose Immortal spilledes live for første gang(!). Endnu en flyver lettede bralrende, her med skærende instrumenter. En spredt nikken bredte sig i havet af hoveder. Et break med klappenbevægede sig over i overgivelse til virtuoserne. Næsten middelalderlig lyd blev til powermetal-agtige akkorder. Månemystik og roser i brand dannede rammen om det alenlange og mindst lige så indholdsrige. Vilde afvekslinger i vokalen fulgte. Alle 20 minutter lå ovenpå en introduktion, der sluttede på: “If you are easily bored, go grab a beer”. Det var en opgave at kede sig, Mikael!

Højdepunkternes holdepladsKunne det foregående pragtstykke ikke tilfredsstille, var Burden et andet af de absolutte højdepunkter. Månens genskin spillede i havet som et spejl af den illuminerende og smukke opbygning fra keyboardet imod et kortvarigt klimaks. Intenst melodiøst var koncerten her, ovenikøbet krydret med acapella. Særlig var guitarduetten i absolut særklasse. Bassen lunede, hvor vokalensprækkede. Intimitet, tunge trommer og detaljeret guitarspil rev publikum ind i massehypnose. Infernalsk med fuld stemmepragt.Den umiskendelige bas på min favorit, Sorceress, var jeg ikke alene om at lappe i mig fra Martin Méndezs hånd. Min eneste anke blev, at nummeret enten var for kort og godt, eller så velspillet, at jeg ville have mere. Med velvalgte ord fik vi lidt opdragelse om musiksnobberi, idet Åkerfeldt havde lidt at sige om at være fan af bands som Mercyful Fate og Volbeat. Forudsigelighedshorn smager godtAlting tar slut på originalsproget trak de sidste publikummer mod bagtæppets månemystik. Himmelsk foldede vokalen sig ud over lav guitar. Stadiontrommebreak og guitarsolo, til de endnu ikke mætte, fulgte. Ekstranumrenes træfsikkerhed var svær at kritisere, om end valget går igen ved flere koncerter. Der blev spillet tæt på Blackwater Park, som er og bliver en klassiker. Lavmælt, blødt. Også skarpt med intakt growl, selvom vi var et godt stykke over to timers koncert nu. Deliverance lukkede ballet. Svalbergheadbangede bag sine tangenter. Beundringsværdig, punktlig vildskab gik op i en højere enhed. Der var begejstring at spore overalt i hallen. Månemystikken maltrakterede massen. Man kan trygt give sig hen til Opeth. Dette band bør ikke undervurderes. De fem mand lever op til nylige koncerters anmelderroser.