Pantera, Power Trip & Child Bite
Royal Arena 26/1]
Anmelder: Christian Dorn
Foto: Thomas V. Olesen
Child Bite – En eksplosiv start
Aftenens koncert begynder til tiden, en kontrast til rockens gamle dage, hvor bands ofte ankom fashionabelt mange timer for sent. Salen er godt fyldt, og publikum venter spændt.
Child Bite er i højt humør, og deres karismatiske forsanger, der ligner en blanding af en skør professor og en skurk fra gyser filmen Wrong Turn, giver den fuld gas. Musikalsk leverer de en energisk blanding af Dead Kennedys-punk og Napalm Death-dødsmetal. Publikum, inklusive undertegnede, er positivt overraskede og bestemt underholdt. Selvom stemningen ikke er decideret eksplosiv blandt publikum, er det en mindeværdig oplevelse. Dog ret speciel.
Power Trip – Kort, men kraftfuldt
Special guests denne aften er Power Trip fra Texas, et nyere band, der genopliver 80'er-thrash med hardcore-elementer. Forventningerne er høje, og det er tydeligt, at jeg ikke er alene om denne begejstring – Power Trip-T-shirts ses overalt blandt publikum.
Overraskende nok går bandet tidligere på end forventet og spiller et relativt kort sæt, hvilket ærgrer dem, der ankommer senere især mine to gode venner som havde varmet op hele dagen med . Men det, de leverer, er en magtdemonstration af højeste kaliber. Lyden er knivskarp og en smule højere end Child Bites. Trommer og guitarer fungerer som våben i en sonisk krig – på den bedst mulige måde.
Bandets originale forsanger gik desværre bort for nogle år siden, og hans sko er svære at fylde. Den nye frontmand gør dog et solidt stykke arbejde, og bandet spiller stramt. Publikum kvitterer med cirkelpits og næver i vejret. Power trip skal helt sikkert følges i fremtiden af undertegnede- sikke en optur!
Pantera – Nostalgisk tyngde
Klokken slår 21, salen er pakket til bristepunktet, og det er tid til Cowboys from Hell.
Det er ikke længe siden, Pantera gæstede Copenhell, hvor de efter sigende leverede en forrygende koncert. Sidst jeg så dem var i KB Hallen i 90'erne under Far Beyond Driven-touren – en voldsom oplevelse for en yngre version af mig selv, komplet med hamp-lysshow og vanvittigt tunge trommer husker jeg.
Meget er sket siden da. Dimebag Darrell blev tragisk dræbt af en fan, og Vinnie Paul døde af et hjerteanfald. Til denne turné er Charlie Benante (Anthrax) på trommer, mens Zakk Wylde håndterer guitaren.
Showet åbner med visuals af slanger, hamp og gamle hjemmevideoer af Dimebag og Vinnie – en rørende og forventningsfuld start. Bandet lægger ud med A New Level, og Phil Anselmo virker i godt humør, barfodet på scenen, stående på et Pantera-tæppe i en næsten yoga-agtig positur – langt fra den berygtede, kontroversielle Phil fra fortiden med nazi hilsnener i hvidvins branderter.
Lyden er tung i Royal arena er tung der hvor jeg står, og publikum er med fra første sekund. Det er dog tydeligt, at bandets energi ikke er, hvad den engang var – det føles som en samling ældre mænd med stadig massiv lyd. Ikke desto mindre er stemningen euforisk, og klassikere som Becoming, I’m Broken og 5 Minutes Alone udløser jubel.
Stemningen bliver mere alvorlig med Floods, hvor Phil dedikerer showet til Dimebag og Vinnie. Ret trist men også smukt på samme tid.
Så ændres stemningen til det mere positive og Phil takker de yngre fans og opfordrer dem til at stå ved siden af en ældre fan, som kender lyrikkerne, da næste nummer er et ikonisk riff, som han mener "changed everything". Et riff til at regerer over dem alle som i Ringenes herre.
Så ruller en tung, omend lidt langsom version af Walk ud over publikum. Bandmedlemmer fra de andre acts slutter sig til på scenen og skråler med, hvilket skaber en fantastisk fællesskabsfølelse.
Sættet er ikke det længste, hvilket måske er passende på en søndag aften. Koncerten afsluttes med den obligatoriske Cowboys from Hell, som sender publikum hjem med et smil.
Jeg havde gerne set Cemetery Gates på sætlisten, men måske næste gang. Som Phil afslutter med ordene: “If and when we come back.”
Lad os håbe, de gør. Selvom Pantera anno 2024 ikke besidder Vulgar Display of Power-energien, er de stadig et tungt nostalgitrip. Alle bliver ældre – men Pantera vil altid være Pantera.
Foto galleri
