Brit Floyd, P·U·L·S·E World Tour 2024
DR Koncerthuset 13. Oktober 2024
Foto og anmeldelse
Af Savas Karakaplan
Brit Floyd er kendt som et af de mest teknisk dygtige Pink Floyd-tribute bands i verden, og det blev tydeligt i går aftes i DR Koncerthuset, hvor bandet leverede et overvældende sceneshow med lasers, videoprojektioner, et imponerende lysshow. Der var ingen mangel på visuelle effekter, og koncertens varighed på lidt over en time gav publikum rigeligt med klassikere fra Pink Floyds enorme katalog.
Aftenen startede stærkt med “Astronomy Domine”, en hyldest til Pink Floyds begyndelse under ledelse af Syd Barrett. Denne åbning føltes passende for en rejse gennem Pink Floyds univers, men det blev hurtigt tydeligt, at der lå en symbolik i de efterfølgende valg af numre. Bandet fortsatte med “Learning to Fly”, fra albummet A Momentary Lapse of Reason, det første album, som Pink Floyd indspillede efter Roger Waters’ afgang. Med den nylige kontrovers om Waters og hans politiske standpunkter, kunne sangvalget ses som en subtil kommentar, hvilket måske fangede opmærksomheden hos de mere musikhistorisk orienterede i publikum.
En interessant detalje ved denne tour er, at den markerer 30-års jubilæet for Pink Floyds album The Division Bell, men desværre blev der kun spillet et fåtal af numre fra dette album, på trods af at det kunne have været en gylden mulighed for at hylde netop denne æra. For de store fans af The Division Bell måtte dette føles som en let skuffelse, da sange som “High Hopes” og “Keep Talking” var blandt de få, der blev fremført fra albummet.
Sættet fortsatte med en række udvalgte sange fra Pink Floyds sene æra, herunder “Take It Back”, “Coming Back to Life” og “Sorrow”, inden de skiftede tilbage til klassikerne med “Shine On You Crazy Diamond” og “Wish You Were Here”. Det føltes som en fin afveksling, men efterhånden som aftenen skred frem, blev den tekniske præcision, som Brit Floyd er kendt for, en barriere for den følelsesmæssige dybde, man ellers forbinder med Pink Floyds musik.
Et af de mest ikoniske elementer i et Pink Floyd-show er den oppustelige gris, som oprindeligt symboliserede kapitalisme og undertrykkelse. Desværre føltes denne symbolik i Brit Floyds version ikke længere relevant. Ellers vil det virke , som om publikum blev præsenteret for en fredelig grisefamilie, hvor mor og far gris kiggede sig omkring i salen på jagt efter Gurli og Gustav. Den oprindelige bid fra denne visuelle rekvisit var forsvundet, og det efterlod en nærmest hyggelig atmosfære i stedet for den politiske kant, som grisen engang bar med sig.
Bandet spiller uden tvivl teknisk perfekt. “Vi leverer en meget substantiel forestilling,” har Damian Darlington, bandets guitarist og musikalske leder, tidligere sagt, og det er svært at benægte. Brit Floyds præstation var præcis, fejlfri og note-for-note tro mod originalerne. Men her opstår også kernen af problemet: Brit Floyd er en kopi.
Musik handler ikke blot om teknisk kunnen, men om følelser og formidling. Når Brit Floyd spiller, er det næsten som at høre Pink Floyd, men “næsten” er det ord, der hænger ved. Hvor den originale Pink Floyd tilførte deres musik en dybde og sjælelighed, som kunne mærkes på tværs af årtier, bliver Brit Floyd hængende i det tekniske – en perfektion, der desværre ikke formår at indfange den følelsesmæssige tyngde og dynamik, som er essentiel i Pink Floyds værk.
Deres fokus på det visuelle aspekt – lasere, projektioner og en næsten overvældende mængde af rekvisitter – syntes at skulle kompensere for, hvad der manglede i musikken: sjæl og ægthed. Brit Floyd kan spille noderne, men de spiller ikke Pink Floyds følelser. Resultatet bliver en musikalsk opvisning, der teknisk set er fremragende, men som alligevel føles hul i det gigantiske Pink Floyd-univers.
I sidste ende er Brit Floyds koncert mere et imponerende spektakel end en dybtfølt musikalsk oplevelse. For fans af det visuelle og for dem, der blot vil høre klassikerne med præcision, leverer Brit Floyd varen. Men for dem, der søger sjælen i musikken, forbliver det en musikalsk hyggeaften uden den ægte dybde, der definerede Pink Floyd.
Yorumlar